| Til Kunst- og kulturpolitikk |
Linstows tale 13. april 1820 ved den første årsfesten for Tegneskolen[i], med kommentarer av Dag Solhjell. Denne talene er visstnok ikke tidligere blitt publisert i sin helhet, og den er sammensatt av meg fra to kilder.
Taleren var Hans Ditlev Frantz (eller Franciscus) Linstow.[ii] Han var medlem av skolens bestyrelse og dens sekretær.[iii] Til den første årsfesten i 1820 var det arrangert en utstilling med katalog, og det ble tildelt premier til de beste elevene. Linstows fremste mål med talen var å overbevise Regjering og Storting om at de måtte gjøre skolen permanent fra 1821. Han måtte også overbevise statsråden for kirke-og undervisningssaker, Niels Treschow, som var skeptisk til slike skoler. Tilstede var rikets fremste embedsmenn og politikere. Linstows viktigste begrunnelse var skolens betydning for utnyttelsen av landets naturressurser, som kilde både til materiell og åndelig fremgang. Han vektla også kunstens velgjørende innflytelse på moralen. Det nyttige og det moralske går hos ham hånd i hånd.
Da Kunsthøgskolen i Oslo og Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo begge fylte 200 år 13. april 2018 ble denne talen oversett av begge institusjoner, og markeringen av 200-års dagen foregikk nesten uten interesse for institusjonenes 200-årige historie.
Talens første del[iv]
Et Aar er henrundet, siden en offentlig Læreanstalt til Undervisning i Tegnekunsten blev aabnet i Christiania.[v] Det Held Bestræbelserne for denne Indretning hidtil have havt, giver Skolens Bestyrelse Mod til herved for første Gang at lade Stiftelsen offentlig fremtræde. – Kun midlertidig og betinget har dens Tilværelse hidtil været; men den Tid nærmer sig, da det skal vorde bestemt, om Stiftelsen, som en for det Almindeliges Vel gavnlig Indretning, skal vedblive og fuldkommengjøres efter en Plan, der har været lagt til Grund for det hidtil udførte Arbeide.
Det er derfor Bestyrelsen ikke har villet lade forbigaae en saa gunstig Leilighed, som den der frembyder sig ved den hædrende Maade, hvorpaa Rigets første Embedmand idag søger at vise Skolens lærevillige Ungdoms Flid og Stræben en Opmuntring,[vi] – til i en Forsamling af Landets største Videnskabs- og Embedsmænd,[vii] hvis Domme og Meninger om Stiftelsen, enten middelbart eller umiddelbart vil have Indflydelse paa Skolens fremtidige Tilværelse og Fremskridt, at udvikle de Ideer, som ere lagte til Grund for Skolens Plan,[viii] at meddele Efterretning om det Arbeide og de Forhandlinger, hvorved Udkastet er blevet realiseret, og at aflægge offentlig Regnskab, saavel for hvad Skolen hidtil har udrettet, som for Planen til dens fremtidige Virksomhed.
End mere tilskyndt til denne Offentliggjørelse er Bestyrelsen derved, at Overbevisningen om Skolens Gavnlighed ikke saa almindeligen har yttret sig. Det var ikke Tusindes enstemmigen udtalte Ønske der fremkaldte Skolens Stiftelse. Det var kun Enkeltes Bestræbelser, hvorved den blev til. Den indflydelse de nyttige Kunster have paa Samfundets udvortes Vel, som dog sikkert vilde lede de flestes Dom til deres Fordel, har været overseet, og de frie Kunsters indvortes Værd, og den Vexelvirkning, hvori de staae til Videnskaberne, have ikke Alle fattet. Enkelte have endog anseet Kunsten som en Blomst, der kun kan opelskes under Sydens varme Sol.[ix]
I et Klimat, hvor ikke en yppig Naturs stedse blomstrende Vaar lokker til uafbrudt sløvende Nydelser, hvor kun arbeidsom Eftertanke sætter Menneskerne istand til at overvinde de raa Naturkræfter, under en Himmel, hvor to Trediedele af Aaret den barske Vinter nøder til at søge Lye i den lune Stue, i snevrere men derfor inderligere forenede Kredse; der er det
Kunsten som hæver Mennesket og gjør Livet frydefullt. Kræfterner øves i Kampen, og med dem udvikles Evnen til at modtage de Gaver, som Naturen, endog i sin vilde Storhed, har Rigdom nok til at udsprede. Hvor Øiet henvendes, møder vort Blik Elementernes Modstand. Stride Elve vælter sine mægtige Vande gjennom Landet, uoverstigelige Fjelde adskille de frugtbare Dale, men den opfindsomme Kunst overvinder hindringerne, og hva der før syntes at indskrænke Menneskerne, bliver nu en Kilde til Velstand og Lykke. Den haarde Klippe aabner sine Skatte, den rivende Strøm sætter tusinde Hænder i Virksomhed. Kunsten bane Veie og bygger Broer over ufremkommelige Bjerge og Dale, over Stride Strømme og Fosser. Der er Kunsten, som tvinger det vilde Hav til at bære det lette Fartøi på sin uveibare Flade, som forbinder den ved truende Svælg adskilte Menneskeslægt, fra den brændende Linie til de kolde Poler, og som aabner Handelens Veie over Oceanet, til at utbrede Naturens Frembringelser, hvorved tillige byttes Tanker og Kunnskaber blant alle Klodens Slægter. Det er Kunsten, som abner Havnens sikkre Tilflugt i Farens Stund for den dristige Seiler, som sætter den ødeleggende Flom Grændser, og lader velsignede Agre fremblomstre, hvor uden den kun vilde Dyr fandt et Tilflugtssted. Ved Kunstens Hjælp afvrister Bjergmanden Jordens Skiød dets skjulte Skatte, ved den fovandles Skovenes Rigdomme til nyttige Producter. Selv Eiendomsgrændsernes nøiagtige Bestemmelse er Kunstens Værk. Hvor forhen et Forraad af Naturens og Industriens Frembringelser laae opdyngede til liden Nytte, hvor Fjelde og useilbare Strømme adskildte disse begavede Landstrøg fra det Nationerne forbindende hav, der lader nu Kunsten gjennem Canaler og Sluser, Værker, som sætter den menneskelige Forstand i Forundring, Skibene fare over Fjeldenes Aas. Hvilken rig Kilde til Naturvelstand har ikke Kunsten aabnet Sverrig med dets store Canalanlæg, dets fuldtendte Værker og Fabriker? Hvormeget har ikke Kunsten heri bidraget til Landets Vel? Vel er Nationen ved sin Forfatning oplagt til store Nationalforetagender; men hvad ville denne Stemning bevirke, dersom Folket ikke besad Kunst og Videnskab til at beherske Naturens Kræfter og at anvende dem til dets Vel? Uden disse vare ikke POLHEMS,[x] NORVALLS GARNEYS[xi] udødelige Værker blevne til.
Vende vi nu vore Betragninger til Bygningskunsten, hvormeget maa vi da ikke erkjende dens Indflydelse paa Menneskeslægtens Udvikling? Blant alle de Kunstfærdigeder, hvorved Mennesket bearbeider Naturens Frembringelser til sit Øyemed, er ingen saa gammel, ingen saa almindelig udbredt, og ingen saa mangesidigen indgribende i Livets Forhold som Bygningskunsten. Den opstod med den allerførste Spire til den menneskelige Naturs Udvikling, og uddannede sig med Menneskeslægtens Fremskridt. Det var den Kunst som først grundede Stæderne, og samlede den adspredte Slægt til at forene sig i Stater, hvorved Udvikling til et høiere Maal ene blev muelig. Den vilde Troglodyt,[xii] den ustadige Nomade forlode deres usikkre Opholdssted, og satte sig i velgjørende Forbindelser.
Kunsten har først samlet Menneskerne, Kunsten nøder Naturen til at tjene dem til Fornødenhedernes Tilfredsstillelse, Kunsten gjør Tilværelsen frydefuld, idet den sysselsætter Virksomheden og aabner flere Livskilder. Tilfredshet frembragt ved egen Kraftanstrængelse knytter nøiere det selskabelige Baand, og jo flere Livskilder der aabnes, desto mere udvikles den menneskelige Natur sin Bestemmelse i møde. Det lykkelige, sig ved Livet frydende Menneske, bliver tillige bedre. Det er ikke Indskrænkning, Ubekjentskab med Fornødenheder og nødtvungen Resignation, som leder til det Gode, og en av den senere Tids fortrinlige Tænkere har alt gjort den Bemærkning, at i Nødens og Trængslernes Dage ere Menneskerne slettere end sædvanlig.[xiii] Da vaagner Egennytten og lav Egoisme fortrænger Selskabelighedens Elementer, og den, i det mindste instinctmæssige Velvillie, som forener dem. Kunsten, som lærer at anvende Naturens Kræfter og bearbeide dens Frembringelser til Livets Beqvemmeligheder, medfører altså et Gode, som selv bør være Øiemed: Tilfredshed, Cultur og derved mulig blivende høiere Moralitet.
Er de nyttige Kunsters Udbredelse saaledes ønskelig, da maa ogsaa Erhvervelsen af de Færdigheder og af de Hjælpemidler, uden hvilke den menneskelige Opfindsomhed Intet vilde udrette, være ønskelig; og hvilket Hjælpemiddel er mere almindeligt og mere uundværligt i alle Kunsters Udøvelse end Tegning? Ved den øves Øiet i at bedømme Forhold, ved den hendrages Opmærksomheden paa den uendlige Harmonie, Naturen har udbredt i dens synlige Former fra den organiske Naturs betydningsfuldeste Frembringelse, det menneskelige Legeme, til den mest uformelige Jordklump. Ved Tegnekunsten opbevares i Hukommelsen, hvad Opfindsomheden i lykkelige Øieblikke har frembragt, og som, uden dens Hjelp, det følgende Øiebliks Forestillinger vilde fortrænge og begrave i Forglemmelse. Hvad Bogstavet er for Tanken, er Tegnekunsten for Indbildningskraften; og saaledes bliver Tegnekunsten endog uundværlig som Hjælpemiddel for Videnskaberne, ikke allene de, som fortrinligvis behandle Stof af den udvortes Verden, men endog de mere abstracte Videnskaber som den rene Mathematik kunne ikke undvære Tegnekunsten.
Saaledes Indvirkning paa Nationernes Velfærd har Kunsten. Saaledes er det den, som har hævet dem fra en Tilstand, hvori faae, næsten dyriske Fornødenheder bleve tilfredsstillede, til en saadan hvori de intellectuelle Kræfter frit og ubehindret af udvortes Trængsler kunne træde i Virksomhed.
Men Velstand og timelig Veltilfredshed, om end Betingelser for en høiere Forædling, kunne ikke være Menneskehedens høieste Formaal. Staterne blomstrer ved Individuernes Industrie og Cultur. Naturen har maattet frembyde sine Gaver til Livets Fornødenheder. De nyttige Kunster og Opfindelser bortrydde alle Hindringer for den intellectuelle Virksomhed, men hermed er ikke Menneskets Tragten tilfredsstillet. Det Foranderlige erholder kun Værd som Stof til noget Høiere.
Der opstaar en uforklarlig Længsel efter en Tilstand, hvori alle Fornødenheder ere Tilfredsstillede, enhver Strid opløst i velgjørende Fred, og Materiens indskrænkende Virkning overvunden ved Aandens Magt. Denne Tilstand kan alle Forstandens Opfindelser ikke fremskaffe; end ikke Moralens evige Love kunne fremtrylle den, de lede kun nærmere Maalet, og efter megen Stræben og Vildfaren kommer enhver omsider til den Overbevisning, at Maalet aldrig fuldkomment opnaaes her i Livet.
Da er det Mennesket i Phantasiens Rige søger at finde, hva den virkelige Verden nægter ham. Han skaber sig av sit Indre en Verden af Ideeer, og en høiere Tilværelse aabenbarer sig gjennom Digterens Sange og Kunstnerens Værker. Ja sande maa vi Corregios[xiv] Digters betydningsfulde Ord:
«Kunst er den skjønne Bro Regnbuen,
som forbinder Jorden med den hvalte Himmel.»
Men spørges der: Er det kolde Norden skikket til at udvikle Kunsttalentet? Flyver ikke
Phantasien tilbage fra Polernes kolde Isbjerge? Kun under Italiens varme Himmel kunne Kunsterne trives, Nordboen er skabt til Arbeide og Eftertanke. Phantasiens blomstrende Verden bliver ham stedse fremmed. Saaledes kan kun den tænke og tale, som aldrig har været opmerksom paa hvad Norden har virket i Kunsternes Rige. Ikke er Kunsten bunden til nogen særskilt Zone eller til et enkelt begunstiget Folk. Det skjønnes Fædreland er overalt. Med lige Gavmildhed har Naturen udspredt sine Gaver, og udtaler sig ligesaa betydningsfuldt i det vilde Fjeld, den styrtende Cascade og de snedækte Alper som i den speilklare Søe omkrandset af Orange- og Kastanielunde. Vel har Norden en egen Character. Kunsten vil altsaa ogsaa antage en anden Character end Italiens, men dog være sand Kunst, ja endog kun ved at bevare denne eiendommelige Character være ægte Kunst. Vel har Norden en egen Character. Kunsten vil altsaa ogsaa antage en anden Character end Italiens, men dog være sand Kunst, ja endog kun ved at bevare denne eiendommelige Character være ægte Kunst.
Historien skal vise oss, at Norden i enkelte Perioder, og især i den senere Tid har virket ligesaameget og mere i Kunstens Rige end Syden.
Længe havde Billedhuggerkunsten efter Videnskabernes og Kunsternes Gjenfødelse kæmpet for at hæve sig til samme Høide som Maler- og Bygningskunsten havde opnaae; da fremstod i Nordtyskland den berømte WINKELMANN.[xv] Han var af de stærke Sjæle, som ere mægtige at give en hel Tidsalder en bestemt Retning. Den classiske Odtids længe misforstaaede Kunstværker drog han for Lyset og lærte af disse Exempel, at kun Naturens Studium leder til Idealet. Hvad Winkelmann lærte var det en Skandinaver forbeholdt først at vise i sine Værker. SERGEL[xvi] tilkommer Æren først at have betraadt en bedre Bane. Skjønt Elev av L’ARCHEVEQUE[xvii] og oplært i en Tidsalder, da en manieret Vilkaarlighed gjaldt for Kunst, lærte Antikens Studium ham at vælge Naturen til Mønster. Han hævede sig over sin Tidsalder, og hans Faun, hans Amor og Psyche og hans Gustav den tredies Statü ville blive varige Minder om hans store Kunstgenie.
I denne Forgjænger Fodspor var det Norden lod fremstaa den Mand, som skulde hæve Billedhuggerkunsten til en Høide, den siden PHIDIAS’S og PRAXITELES’S[xviii] Dage ikke har kunnet naae, Europas første Kunstner, den store THORVALDSEN. Dobbelt interessant er os denne sjeldene Kunstner, da han er os nært beslægtet, af norsk Oprindelse, ætling af de Mænd, som levede med SÆMUND, med ARE og med SNORRO.
Jeg nevner nu en ung Kunstner, som er os nærmere, født i selve Norge og vor Samtidige; men so faa blant os kjende, skønt Udlandet med Beundring nævner hans Navn, fra Østersøens Strande til Italiens fjerne Grændser. I Bergen fødtes en Yngling i ringe Kaar og arm. Hans forældre ere fattige Arbeidsfolk, men Kunstens hellige Liv var alt ved Fødselen tændt i hans Barm. JOHAN DAHL følte alt fra tidligste Barndom Lyst til at skildre de Gjenstande, som fyldte hans Sjæl. Disse med ringe Materialier udførte Billeder forærede han til sine Legekammerater eller solgte dem til Folk, som fandt Behag i Drengens Stræben og hans aabne lyse Aasyn. Saaledes henrandt hans Barndoms Dage; men hans Stræben var uden Orden og ubevidst sit skjønne Maal. Han fant ingen venlig smilend Haand, intet Mønster at danne sig efter; og hans store Evner vilde aldrig have udviklet sig, dersom ikke en Mand, som vidste at paaskjønne Talentets Værd, havde fattet det ædle Forsæt at formaae en Deel av sine Venner at understøtte den haabefulde Yngling til at kunne følge det Kald, Naturen havde bestemt ham.[xix]
Nogle Dagers Reise kunde føre ham til en Stad hvor Kunsterne have en Skole. En liden Understøttelse satte ham i Stand til at reise til Kjøbenhavn for der at besøge Kunstacademiet, medens Arbeide i Malerproffesionen skaffede ham det nødvendige Ophold. Her fandt hans Strøben en bestemt Retning. Med Kjæmpeskridt erhvervede han sig Færdighed i Elementerne av Tegnekunsten. Sommeren anvendte han til at samle Studier i den frie Natur. Han lovede alt meget, da et heldigt Tilfælde skaffede ham Leilighed til at copiere det berømte store Landskab af Jean Both[xx] paa det derværene Kunstkammer[xxi], et Stykke som er noksom bekjendt for de, som ikke selv have seet det, af RAMDOHRS Reiser.[xxii] Dette fortræffelige Landskap studerede han. Længe sad han henrykt i Beskuelsen av Mesterværket. Ikke vilde han copiere det ved at efterligne de enkelte materielle Træk, han vilde fatte kunstnerens Idee. Med Længsels Taarer i Øiet levede han flere Dage i Beskuelsen af Tavlen: Da ble alt levende for ham, han greb Pensel og Palet, og inden kort Tid stod et Billede fuldendt, ikke nogen slavisk Copie, men hans egne Tanker vakte ved den store Mesters Mønster traadte talende frem på Dugen, og Stykket, merværdigt i den unge Kunstners Historie, opbevares endnu af en af hans Venner.[xxiii] Fra nu af begyndte en ny Epoke i hans Kunstnerliv. Hans jevnlige havde han overgaaet, Længsel drev ham ud i Verden. Han greb Vandringsstaven, ikke understøttet af mæcenatisk Gunst, men i fast Tillid til Forsynets Beskjærmelse, gjennomtrængt af Kjærlighed for sit skjønne Kald.[xxiv] Nu lever han i Dresden, hvor Kunsten med Ømhed pleies under en lykkelig Himmel, i den mest dannede Deel af Europa. Hans frugtbare Genie, som ved reisens Afvexling havde erholdt ny Næring og Liv, prydede den første Kunstutstilling efter hans Ankomst med en betydelig Deel Stykker, som han efter Sædvande havde udført paa store Tavler, da hans Genies Rikdom ikke lod sig indskrænke inden Rummets snævre Grendser. Hans store Talent vakte strax Beundering. Formuende Kunstelskere kappedes om at besiddde Billeder frembragte ved hans Mesterpensel. Endog fra det fjerne Petersborg indløb Bestillinger. Herved blev han i Stand til at leve uden Sorger. Han blev erkjendt for Dresdens første Landskabsmaler. Første Kunstner paa et Sted, hvor han maatte taale Sammenligning med Mænd, navnkundige som KLENGEL[xxv] og FRIEDRICH.[xxvi] De indløbne Bestillinger vare saa mange, at han har maattet forlænge sit Ophold til Sommerens Begyndelse. Da reiser han til Schweiz, dette land hvis skjønne Natur har saamegen Overensstemmelse med hans Fødelands. Mod høsten drar han over Locarno og Lombardiets ynderige Slette, til Kunsternes Vugge Rom, hvor Raphaels og Correggios og den vældige Buonarotis venlige Skygger som velgjørende Genier ville omsvæve ham. Held og Lykke følge denne herlige Yngling paa hans Bane; han er vel værd at hans Stræben maa krones med Held; thi herlig som han er ved sit store Kunsttalent, saa elskværdig er han som Menneske. Mange Træk kunne anføres som Vidne om hans edle Hjertes Renhed. Uden Harme og uværdig Misunnelse, som desværre alt for ofte fortærer Livets inderste Kjærne hos Kunstnere af mindre Rang, henrinder hans Liv lig den klare Bæk. Endnu i trange Kaar, før hans Talent og Lykken havde sat ham i mer betryggende Forfatning, delte han sit sparsomt erhverved Brød med sin gamle trængende Fader, som han elsker med sønlig Hengivenhed. Paa den skjønneste Maade har han vist sig erkjendtlig mod de Velgjørere, som ved den første Understøttelse gave ham Leilighed til at ofre sit Liv til Kunsten. Saaledes er hans Vandel reen og edel. Den staar i nøie Forbindelse med hans Kunstnerliv; thi Kunstens høie Idee undfanges kun i en reen og ufordervet Sjæl.
Og saadan Kunstner født og baaren mellom Norges Klipper er maaske for bestandig tabt for Fædrelandet. Han har ikke modtaget sin første Dannelse i sit Hjem. Ingen kjærlig Erindring fra hans Ungdoms Dage, da det receptible Hjerte let modtager hvert Indtryk, lever i hans Sjæl. I fremmede Lande er han bleven indviet i Kunstens underfulde Mysterium. Havde Norge havt en Dannelsesanstalt for Kunstens Dyrkere, da vare hans Læreår henrundne i hans Hjem. Venlige Minder om disse Dage vilde føre den af Sværmen trætte Mand tilbage i sit Fødelands Favn, hvor dog Naturen har bestemt Mennesket at ende efter Vildfaren og Stræben, efter Digten og Tragten. Og om end den forunderlige Magt, som drager alt tilbage til sin Oprindelse, er stærk nok til omsider at lede ham til sit Fødeland, skulle end ikke de mange forskjellige Indtryk han modtager paa sin Vandring gjennem Livet utslætte Mindet om Norge, vilde han da finde Tilfredshed i sit Hjem? Ikke er det sagt med Hensyn til, at Norden ei saaledes kan lønne hans Arbeider som Sydens mere begunstigede Landet, – det er ikke Rigdom og forfængelige jordiske Gaver Kunstneren tragter efter; det Forgjængelige har for ham intet ubetinget Værd; han lever og føler sin Tilfredshed, lig Raphael, i sin himmelske Idee,- men han søger deltagende Hjerter, som forstaae og fatte det Sprog, Kunsteren taler gjennom sin Pensel eller sin Meisel. Og hvor skulle vi blandt os finde saadanne, saalænge ingen Anledning gives til at vække den hos Mange slumrende Kunstsands.
Længe have vi dvælet ved denne unge Kunstner, men som indfødt Nodmand er han os saa nær; han er allerede saa navnkundig og dog saa lidet bekjendt blandt sine Landsmænd, at denne udførlige Beretning neppe har været nogen av denne ærede Forsamling ukjærkommende.
Men det er ikke allene disse her nevnte Stjerner af første Rang blandt Kunstnerne, som vidne om Nordboens Kald til Kunsten. Mange ere de talentfulle Nordens Mænd, hvis Kunstgenie hæver dem til Rang blandt Sydens fortrinligste Kunstnere. Hvem har seet den talentfulle ømtfølende WERTINS[xxvii] Compositioner eller FALKRANTZ’S[xxviii] digterisk tænkte Landskaber, hvem har seet den idylliske JUELS,[xxix] den anakreontiske[xxx] ECKERSBERGS[xxxi] og den af ægte holbergsk Lune beskjælede LORENTZENS[xxxii] Arbeider, og kan nægte Nordboens Kunstsands og Genier. Hvem kan see Frembringelser af den blant Italienerne selv høiagtede BYSTRÖM,[xxxiii] av de for tidlig for Kunsten bortdøde MYGIND[xxxiv] og KRANTZENSTEIN-STUB,[xxxv] denne Nordens VAN DER WERFF,[xxxvi] hvem kan endelig beskue den med store Evner begavede smaalandske Bonde PEER HÖRBERGS[xxxvii] Arbeider, og endda paastaae, at Kunstnerphantasien dræbes af Nordpolens Vinter?
I Maler- og Billedhuggerkunsten have stedse enkelte Mænd staaet isolerede frem. Bygningskunsten tilhører derimod mere end dens tvende Søstere Tidsalderen og Nationen. Hvor Nationerne have udviklet sig i en bestemt Character, bærer Bygningskunsten stedse Præg derav.
Norden, i Ordets mest udstrakte Bemærkelse, naar dertil henregnes de Lande, hvor den store gothiske Folkestamme ublandet har udbredt sig fra Donaustrømmen til Europas nordligste Grændser, har denne Stammes første Fremtræden udviklet sig paa en bestemt eiendommelig Maade udsprungen af Folkets eget Inderste, medens Sydens Folkefærd fandt Rudera af en dødende Oldtid at lægge til Grund for sin Udvikling. Denne Nordens Eiendommelighed udtaler sig paa det bestemteste i Middelalderens høist mærkverdige Bygningsmaadde. Den Aand, som bød Ridderne under Korses hellige Palladium draget til Frelserens Grav, fremkaldte en Bygningsmaade, som var herskende saalænge Folkets oprindelige store Character bevarede sig. Medens Syden, efterlignende ilde forstaaede Rester af Græsk Bygningsmaade, opførte stolte Paladser for jordisk Herlighed, reiste sig i Norden den Eviges Tempel i gothisk Storhed, med sine hvalte Buer, sit magisk oplyste Høichor, sine mod Himlen stræbende Spir og sin uoverstigelige, men dog høiere Idee paa en forunderlig Maade underordnet Mangfoldighed af Forsiringer og Billedværk. Om denne svundne betydningsfulde Tid ville Wiens Stephans Kirke, Strasborgs Mynster og Domkirkerne i Cöln, i Viboerg, i Upsala og Trondhjem være varige Minder.
Som den græske Bygningsmaades lette Søilestilling har Ynde, fordi Øiet ubevidst fatter de statiske Love, som giver Sammensætningen Styrke, opløfter Synet af den gothiske Bygnings høie Hvælvning Sjælen over det Endelige. Den stolte Bygning hæver sig svævende i sine store Masser, uforklarlig og dog indlysende, et sandt Billede på Troen, denne usynlige Kilde til al Middelalderens Liv og Virken.
Vende vi nu Blikket fra denne svundne Fortid til Nutidens Omgivelser, da see vi, at ogsaa i den nyere tid er Bygningskunsten i Norden stegen til en høi Grad af Fuldkommenhed, og det nordlige Europas Hovedstæder fremvise de skjønneste Værker af Bygningskunsten i en langt renere og ædlere Stil end Syden, medens selv det som Kunstern
es forjættede Land prisede Italien, med sit beundrede Rom, kun viser en Grav af fordums Herlighed.
Selv den græske Bygningskunst i sin fuldkomne Renhed har ikke Sydlænderen lært os; men i Nord-Tyskland fremstod den Mand, som først fattede Betydningen af denne Kunst, og HIRTS[xxxviii] classiske Værk over de gamles Bygningskunst fremstiller dens Principer saaledes som et halvt Aarhundrede tidligere hans Forgjænger WINKELMANN havde lært at fatte Aanden af Oldtidens plastiske Kunst.
Men ikke er det fornødent at hente Kunsten fra Oldtiden og Middelalderen. Ofte tiltrækker det, som ligger nærmest, Opmærksomheden mindst. – Har ikke Scandinavien en egen eiendommeig Bygningsmaade, passende efter Climatet og characteristisk? Er dens Værd noksom bekjendt? I Dalene, hvor den odelsbaarne Bonde har bevaret Forfædrenes Eiendommelighed og Skikke, findes en Bygningsmaade, som saa meget er bleven miskjendt, fordi dens Construction er bleven paatvungen Former laante af den antike Bygning, som var den fremmed. Østerdalens lune Aarestue viser denne Bygningsmaade i sin Renhed. Vel er den Simpel og ikke uddannet til at modage mange Afvexlinger og Modificationer og Characteren i sin nuværende Skikkelse. Men maaske er det den dannende Tid forbeholdt at lade fremstaae en fuldendte Bygningsmaade af dennes Elementer. Intet gjentager sig i Livet. Det græske Tempel ligger i Grus, Middelalderens religiøse Begeistring er slukt. Hvem kan beregne hvad Fremtiden gjemmer i Muelighedens Skjød? Laa ikke Spiren til de skjønne græske Ordener forud i den ældre simple Træbygning, som vi efter VITRUV[xxxix] kalde den toscanske, fordi Romerne lærte den af græske Nybyggere i Etrurien? Udviklede sig ikke af dens Principer den mandig skjønne doriske Orden, hvis Mindesmærker vi endnu efter Aartusinder beundre i Grækeland? Dannede sig ikke af den under Lilleasiens blide Himmel den yndefulle joniske Orden, hvoraf omsider, da den frie Græker av Macedonierne havde lært at hylde Enevælden, den pragtfulde korinthiske Ordens lette Søilehal udsprang?
Annen del av Linstows tale, der han forteller om opprettelsen av skolen, dens første år og de premier som ble utdelt.
Som den ærede Forsamling bekjendt har Landet hittil savnet en saadan Underviisningsanstalt. Vel blev i Aaret 1811 under Bestyrelse af nogle Medlemmer af Selskabet for Norges Vel, i Spidsen for hvilke Capitain Mariboe[xl] stod, oprettet en Tegneskole, men dens Tilværelse beroede paa frivilligt, tildels temporairt Bidrag, og Bestræbelserne vare ikke saa heldige at hente Understöttelse hos Regjeringen. Efter noget over et Aars Virksomhed oplöstes Stiftelsen.[xli] Imidlertid er det en Tilstaaelse, som skyldes Sandheden at hin Tegneskoles Tilværelse ikke har været uden Indflydelse paa den nuværende Skoles Stiftelse. I flere Aar savnede Norge atter en Skole hvor endog kun Haandværkerne kunde have Leilighed til at lære de for dem nödvendigste Begyndelsesgrunde af Tegnekunsten. – Dette Savn, som stedse blev mer fölbart, foranledigede i Aaret 1818 Generalmajor Aubert, Bergraad Collet og Capitain Munch[xlii] til at udarbeide et Forslag om en Tegneskoles Oprettelse, i hvilket Arbeide jeg var delagtig. Dette Forslag, som indeholdt Planen til en Fuldstændig Kunstskole, organiseret under en ordentlig akademisk Forfatning med 6 a 7 Lærere i forskjællige Classer, hvortil vilde medgaae en aarlig Sum af omtrent 5000 Speciedalere, sandelig saare liden med Hensyn til den uberegnelige Nytte Stiftelsen vilde medföre for det Offentlige, blev tilstillet Regjeingens Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Statens andre betydelige Udgifter tillode ikke dengang at anvende en saa stor Sum paa en saadan Stiftelse; men da Regjeringen imidlertid indsaa Nödvendigheden af en Tegneskoles Oprettelse, opfordrede den Indsenderne af Forslaget, til at indkomme med en Plan til Oprettelsen af en Elementærclasse, hvori Begyndelsesgrundene af Tegnekunsten kunde læres. Herved vilde Trangen for Öyeblikket være afhjulpen, da höiere Classer dog ikke kunde Oprettes, for inden Elementærclassen havde danned Lærlinge, som med Nytte kunde besöge de höiere Classer.
Forslaget blev indsendt, og under 9de October 1818 indlöb Hans Majestæts naadigste Resolution, at en saadan Classe midlertidigen skulde oprettes til 1te Juli 1821. En aarlig Sum af 950 Spd og 500 Spd til Inventariets Andskaffelse blev naadigst bestemt for Stiftelsen. Bestyrelsen blev overdraget til de, som havde indsendt Forslaget og til Lærer blev udnævnt Kobberstikker Grosch[xliii], en Mand, hvis mangeaarige Erfaring i undervisning syntes at gjöre ham fortrinlig skikket til denne Lærerpost. Som en Fölge af hans Antagelse til Lærer blev han tillige Medlem af Bestyrelsen. Saaledes virkede denne Elementærclassen fra begyndelsen af Aaret 1819 til Underviisning af 70 Lærlinge. Underviisningen gaves aldeles frit, 2 Timer hver Aften i de 8 Vinter og Foraarsmaaneder. Enhver, uden Undtagelse havde Adgang til at optages i Skolen og kun, naar flere meldte sig end Pladsen tillod at optage, hvilket snart blev Tilfældet, bestemte Bestyrelsen Regler for hvilke man burde give Fortrinet, med Hensyn til Nödvendigheden for dem af besidde Færdighed i Tegning.
Det blev imidlertid ved Kongelig Resolution bestemt at Undervisning for de, som agte at danne sig til Bergembedsmænd, skulle gives ved Universitetet. For disse er Kyndighed i Tegning nødvendig, fornem-melig i Bygnings, Maskin, Grube- og Carte-Tegning. Bestyrelsen af Tegneskolen blev derfor opfordret af Regjeringens Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet til at forfatte Forslag om Skolens Udvidelse, fornemmelig med Hensyn til derved at forbinde Undervisningen i Tegning for de Bergvidenskaben studerende, da man ansaa det mere passende at henlægge denne Undervisning under Tegneskolen end at forene den ved Universitetet.
Elevernes Fremskridt i Elementærclassen havde gjort höiere Classers Oprettelse nödvendig. Bestyrelsen bragte derfor Forslag at Udvidelsen maatte indbefatte 3 Classer, nemlig foruden en Bergclasse ogsaa en Classe for Bygningstegning og en höiere for Frihaandstegning, eller saakaldet Gipsclasse. Men endnu var ikke Öieblikket kommet at Regjeringen turde indstille en saa betydelig Sum, som den forestaaende til Skolens Udvidelse. Den 15de November 1819 faldt hans Majestets naadigste Resolution at Skolen skulde udvides med en Bergclasse og at den aarlige Sum til udgifternes Bestridelse skulde forhöies til 1380 Spdr. Til Lærer i denne Classe blev udnævnt Capitain Munch.
Endskjöndt Bestyrelsen var fuldkommen overtydet om, at kun den höieste Nödvendighet og Öieblikkets Conjuncturer vare Aarsag i at Skolen ikke kunde opnaae de nödvendige Midler til de tvende andre foreslaaede Classers Oprettelse, saa beklagede man dog at Nödvendig-heden böd Skolen standse i sit heldigste Fremskriden. Flid og Lyst var almindelig blandt Eleverne, mange havde gjort betydelige Fremskridt, enkelte lagt ualmindelige Anlæg for Dagen. Elementærclassen kunde, efter sin Organisation ikke mere med fuldkommen Nytte besöges af de fortrinligere blandt Eleverne.
Da var det at Skolen var saa heldig at finde Mænd som ved frivillig Anvendelse af Tid og Arbeide, uden Erstatning vilde fremme Skolens nödvendige Udvidelse. – Capitain Broch[xliv] af Ingeniuer Brigaden, en Mand hvis mathematiske Kundskaber ere erkjendte tilböd sig gratis at foredrage de nödvendigste Elementer af Geometrien for Eleverne af Bygningsclassen, og i Maler Flintoe[xlv] var Skolen saa heldig at finde en Lærer i Construktionstegning, en Mand hvis Kunsttalent og sjeldne Kundskaber i den teoretiske Deel af Bygningskunsten, gjör det til en sand Gevinst for Skolen at see ham som Lærer i Classen og tillige med förstnevnte, som Medlem af Bestyrelsen. Betydeligt er dette Offer for en Mand, der uden offentlige eller bestemte Indkomster, anvender uden Erstatning 2 Timer daglig af den for hans Erhverv og Kunst saa viktige Tid, blot for at fremme et for det Offentlige gavnligt Foretagende. Gipsclassen har ogsaa været heldig i Capitain Munch at finde en Lærer foruden Erstatning for dette Arbeide paatog sig den daglige Underviisning i Classen. Saa at disse tvende Classer Oprettelse saavelsom Skolens Bestyrelse, Regnskabsföring og Secretariat aldeles ikke medförer Omkostninger for Staten.
Siden dette Aars Begyndelse har Skolen saaledes bestaaet af 4 Classer, hvori 120 Elever daglig erholde Underviisning, og deres Antal kan og vil snart stige til 140, da Bestyrelsen har ladet en Deel Pladser i de höiere Classer ubesatte, indtil flere af Elementærclassens Elever ved Prövetegning have bevist at de ere modne til Opflyttelse.
Saaledes er Instituttet bleven til, saaledes har det ubemærket fortsat sin stille Virksomhed over eet Aar.
Frugterne af Stiftelsen begynder allerede at spores. Haandværkerene erhverve sig en nyttig Færdighed, de erholde Aktelse og Lyst til deres Sysel. Selv paa deres Moralitet har den Indflytelse, da den giver dem Leilighed til en gavnlig og tillige behagelig Anvendelse af de ledige Aftentimer.
Da Skolen saaledes var bleven grundlagt og havde gjort heldige Fremskridt, var det Bestyrelsen en smigrende Tanke at kunne give Stiftelsen en saadan Fuldkommendhet at den kunde blive fortjent til Hans Excellence Rigsstatholders gunstige Bifald og Tilfredshed at den i han hvis höie Embedsstilling giver han Leilighed til at virke saa meget til Landets Vel, kunde vinde en Talsmand.
Han hædrede Skolen med sin Nærværelse. Stiftelsen var saa heldig, at vinde hans Bifald, og paa en for den höist smigrende Maade lovede han til Opmuntring for Flid at uddele Præmier blant Skolens Elever. Ikke noksom kan denne Gave paaskjönnes, da den höie Giver, ikke allene derved som Rigets förste Embedsmand har lagt for Dagen sit Ønske at bidrage til et Foretagende som er gavnligt for det Almidelige, men ogsaa ved sit ædle Tilbud som privat Mand har forhöiet Gavens Værd. Den bliver end mere opmuntrende ved at mottages af den ædle Givers egen Haand.
Det blev overladt Bestyrelsen at tilkjende disse Opmuntringspræmier til de som ved Flid og Fremgang hadde gjort sig fortjent dertil. I Gipsclassen blev derfor anstillet Concurrence, da alle i denne Classe vare beskæftigede med homogent Arbeide. I Bygningsclassen derimod var Constructionstegning saa nylig begyndt, og enkelte havde allerede förend de indtraadte i Classen havt Leilighet til at erhverve sig Færdighed i denne art Tegning at det mer eller mindre gode Arbeide de være istand til at fremvise, ikke kunde være Maalestok for deres Flid. Opmuntringen blev derfor tilkjendt et Par Haandværkere, som stedse havde udmærket sig ved Flid og Fremgang saavel i Tegnetimerne, som under de mathematiske Forelæsninger og bevist det i de ved Forelæsningerne i Forbindelse staaende Examinatorier, endskjöndt der i Classen fandtes i enkelte udenfor Haandværks-classen, som kunde fremvise fuldkomnere Constructionstegninger.
I Elementærclassen bleve Premierne ogsaa tilkjendte uden Concurence efter lignende Bestemmelser. Prisen er saaledes bleven tilkjendt
I Gipsclassen:
1te Præmie Knud Smith (Kleinsmed og Klokkestøber)
2den Præmie Thomas Fearnley (nu Handelsbetjent, men saavidt vites agter denne haabefulle unge Mand ganske at opofre sig til Kunstens Studium.)
I Bygningsclassen:
1te Præmie Fredrik Basberg (Snedkerlæring)
2den Præmie Sören Michelsen (Snedkerlærling)
I Elementærclassen:
1te Præmie Jacob Calmeyer (Studerende)
2den Præmie Thomas Amble (Lærer ved det Ankerske Waisenhus)
Saaledes er Hensigten at Dagens Höitidelighed fyldesgjort. Vi vilde slutte med det Ønske at Bestyrerne og hver den, som virker til Skolens Held, maatte bevare Mod og Lyst i deres Streben, at Stiftelsen ved sine Fremskridt kunne blive værdig til, igjennom vor ophöiede Talsmand, som i dag pryder Forsamlingen med sin hædrende Nærværelse, at vinde vor store Konges Gunst. Det er ham vi, næst Forsynets Bistand, bygge vort Haab paa. Et Kongebud fra ham, og vi see en vedvarende fulstændig Kunstskole grundfæstet mellem Norges Klipper. Da skal Athenens fredelige Olivgren omslynge hans Seiers-krands, og fæstet i Evighedens Tempel skal den tilfeldigste Etterkom-mere bevare Mindet om Carl Johans velgjörende Regjering.
Sluttnoter
[i] Betegnelsen Tegneskolen brukes her om den statlige skole som senere gikk under en rekke forskjellige navn. Den fikk sin første bevilgning 10. oktober 1818, med en «interimistisk» bevilgning for tiden frem til juli 1821. Den formelle betegnelse på skolen 13. april 1820 var «Elementair-Tegneskole», også kalt Den midlertidige (eller interimistiske) Tegneskole. Bevilgningen skulle gjelde frem til 1. juli 2021. Da den ble endelig vedtatt fikk den ved kgl. reglement av 7. oktober 1822 navnet «Den kongelige Tegne- og Kunstskole i Christiania». I 1888 skiftet den navn til ”Den kongelige norske Kunst- og Håndverksskole i Christiania”, og i 1914 til Statens Håndverks- og Kunstindustriskole (SHKS). I 1996 ble SHKS konsolidert inn i dagens Kunsthøgskolen i Oslo (KHIO), i 2018 kunne feire 200 år med sammenhengende virksomhet. SHKS ga arkitektutdanning også etter at NTH utdannet arkitekter fra 1911. Arkitektur- og designhøgskolen (AHO) i Oslo bygger på to overføringer fra SHKS: arkitektutdanningen i 1961 og designutdanningen i 1996. Også AHO kunne i 2018 feire sin 200-års dag.
[ii] Hans Ditlev Frantz Linstow (født i Danmark 1878- død i Kristiania1851), tok juridisk eksamen ved Københavns universitet i 1812, og var samtidig elev ved Kunstakademiet og utstilte 1810-1812 landskap og modellfigurer. I 1812 kom han til Kongsberg for å utdanne seg til bergverksvesenet. Han var noen år knyttet til Ingeniørkorpset og avsluttet sin militære karriere som brigadeauditør ved garnisonen i Kristiania. Etter 1822 ble han engasjert som arkitekt for Slottet. Han var en av de fire initiativtakerne til Tegneskolen i 1818. Når ikke kilde er oppgitt er de biografiske opplysninger hentet fra Salmonsens Konversations Leksikon, annen utgave 1924.
[iii] Tegneskolen var organisert som et akademi, en selvrekrutterende gruppe av kunstnere, arkitekter og andre kunstkyndige, som utgjorde skolens bestyrelse. Den var også en kunstnerorganisasjon, og statens rådgiver i spørsmål om kunster og utdanning av håndverkere, arkitekter og ingeniører. Fra 1836 var den også bestyrelse for Nasjonalgalleriet, og fra 1839 innstilte den på statlige reisestipendier til kunstnere og arkitekter. Som akademi ble den oppløst i 1869 (Solhjell 2004 og 2005a).
[iv] Første del er en avskrift undertegnede har gjort fra Anders Krogvig (1918:70-88) Fra den gamle Tegneskole, Steenske Forlag. Samme del er også publisert i Mari Hvattum og Mari Lending (2012) «Vor tids Fordring», Pax. Annen del er hentet fra Mathilde Sprovins ph.d.-avhandling «Tegneskolen i Christiania – en nasjonal arkitekturutdannelse tar form», AHO (2017:319-323). Hun har stilt sin word-versjon av denne siste delen til min disposisjon, hvorfor hun takkes. Begges kilde er Linstows håndskrevne manuskript i magasinet ved KHiO. Manuskriptet har tittelen Tale fremlagt ved Præmieuddeling paa den offentlige Tegnskole den 13. de April 1820, af Linstow.
[v] Kobberstikker Heinrich August Grosch ble ansatt som den første lærer fra 1. januar 1819. Undervisningen i skolens da eneste klasse begynte 7. januar, med undervisning av 70 elever fra 6 til 8 tre dager i uken (Krogvig:55).
[vi] Den svenske statholderen, grev Johan August Sandels (1764-1831), hadde stilt egne midler til rådighet for premier. Han var til stede (Krogvig:61). Sandels var riksstatholder i Norge1818-1827.
[vii] Det må antas at også statsråden for Kirke- og Undervisningssager, Niels Treschow, var til stede. Han var skeptisk til behovet for en egen skole.
[viii] For skolens plan, se Solhjell 2004.
[ix] Linstows kunstbegrep, der han skiller mellom de nyttige og de frie kunster, viser til en høyt oppdrevet ferdighet, ikke til resultatet av disse ferdigheter.
[x] Christopher Polhem (1661-1751) var svensk mekaniker, kjent for sine forbedringer av mekaniske innretninger innenfor for bergverksdrift, kanalanlegg, metallindustri, vannkraftutbygging. Han regnes som grunnleggeren av svensk mekanikk.
[xi] Jeg har ikke funnet hvem Linstow her refererer til.
[xii] Troglodyter var huleboere som i oldtiden bodde på kysten av Etiopia ved Rødehavet.
[xiii] Jeg har ikke funnet ut hvem Linstow her sikter til. Kan det være Niels Treschow?
[xiv] Antonio Allegri Corregio (1494-1534), italiensk maler. Den dikteren det vises til, er kanskje hans velynder, dikteren Veronica Gambara som samlet humanister og diktere om seg.
[xv] Johan Joachim Winckelmann (1717-1768) var grunnleggeren av klassisk kunstarkeologi. Han konverterte til katolisismen i 1854 og kunne ta stilling som bibliotekar i Roma og inspektør ved en antikksamling der. Han publiserte en rekke avhandlinger, der han klargjorde antikkens kunsthistorie. Linstow må ha kjent hans arbeider fra kunstakademiet i København.
[xvi] Johan Tobias Sergel (1740-1814), svensk billedhogger. Han slo gjennom på 1770-tallet med skulpturer inspirert av studier av antikkens kunst. I 1780 ble han professor ved kunstakademiet i Stockholm.
[xvii] Pierre Hubert L’Archevesque (1721-1778), fransk billedhogger, kom 1755 som hoffbilledhugger til Stockholm. Der var han professor ved kunstakademiet, fra 1768 dets direktør. Han var Sergels lærer, som imidlertid tok avstand fra hans kunst etter å kommet til Roma.
[xviii] Fidias (eller Feidias). f. i beg. av 5. årh f.v.t., mest kjent for sine utsmykkinger av Parthenontempelet i Athen. Praxiteles, 4. årh. f.v.t, trolig død før 332. Mest kjent for gruppen av Hermes med den lille Dionysos.
[xix] Denne mann var bergenseren Lyder Christian Sagen (1877-1850), i mange år lærer ved Katedralskolen. Sagen bidro sterkt til etableringen av en Tegneskole i Bergen i 1824, Bergens Museum i 1825 og Bergens Kunstforening i 1838 – det siste med god støtte fra Dahl. Den krets av venner Linstow sikter til, var en privat forening, kalt «Vennekredsen». Den hadde i 1809 gitt Dahl et lite oppdrag (Aubert 1929:18). Det ble i denne kretsen samlet inn penger, i alt 320 Spd., for å sende Dahl til kunstakademiet i København i 1811.
[xx] Hollenderen Jan Both (1618-1652) var en av hovedmennene i det hollandsk-italienske landskapsmaleri, påvirket av Claude Lorrain. I Statens Museum for kunst i København finnes bl.a et «Italiensk Landskap», trolig det Dahl kopierte.
[xxi] Kunstkammeret var navnet på den kongelige, blandede samling av naturaliser og artifisialier som senere ble splittet opp i separate samlinger og museer i den moderne klassifikasjon av objekter. I Auberts biografi om Dahl fremgår det at Dahl hadde fått særskilt adgang til kongens etterlatte kunstsamling, som ennå var i privat eie, for å ta kopier. Jan Both var representert i samlingen (Aubert 1920:26). Episoden Linstow forteller om er ikke gjengitt i Auberts bok. Hvor har Linstow denne historien fra? Han var ennå ved akademiet i København da Dahl begynte på dets kunstskole.
[xxii] Tyskeren Friederich Wilhelm Basilius von Ramdohr (1757-1822) skrev reiseberetninger om bla. kunstsamlinger. En av dem var fra en reise i København . Studien zur Kenntniss der schönen Natur, der schönen Künste der Sitten und der Staatsverfassung auf einer Reise nach Dännemakr, von Friedrich Wilhelem Basilius von Ramdohr aus Hoya. Erster Theil. Hannover 1792. Ramdohr beskriver her blant annet en rekke malerier i de kongelige samlinger i København. Boths maleri henger i det store galleri i Christiansborg slott. På side 127-128 finner vi hans beskrivelse av «Et annet landskap av Johann Both.» Linstow må ha kjent til denne boken. I min litt haltende oversettelse er den slik:
«Det hører til de vakreste som jeg har sett i mitt liv: det er et av galleriets hovedstykker og det som mest kan sidestilles med Claude Lorrain.
Det er morgen. Solen opplyser allerede med sine stråler jordens topper, men er selv ennå ikke kommet til syne. I bakgrunnen fjell, så en dal, av hvilken man imidlertid bare ser en landsby tre frem, mens tåken, som ligger rolig i dypet, har skjult det øvrige. På himmelen drar ennå noen skyer forbi, sannsynligvis rester etter en stormfull natt. I forgrunnen deler en gruppe høye ærverdige eiketrær utsikten mellom seg. På den ene siden ser man en landevei, som kommer ned fra et av fjellene, og som fører øyet mot de reisende, som nettopp har nådd toppen, med sine skarpt avtegnede konturer mot horisonten: på den andre ser man klipper, med et gammelt vakttårn under dem, og en bekk, som noen kyr blir drevet over.
Sannheten i dette stykket synes meg å være meget stor. Dens gjenstand har de fargene, som de skal ha og dog hersker den skjønneste holdning over helheten. Effekten av belysningen er allikevel særlig uforlignelig. Det er sant sollys, som belyser denne egnen.»
Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo har denne kopien av Jan Both. Det heter her «Italiensk landskap. Etter Jan Both», og er datert til ca 1816. Skal man tro Linstow, er det malt før. Det ble kjøpt fra Dahls sønn Sigwald Dahls bo i 1903. Nasjonalmuseet har intet maleri av Both selv.
[xxiv] Dahl hadde ikke noe stipend eller privat støtte for å foreta sin reise, fordi det ikke ble gitt stipendier til landskapsmalere. Men hadde etter søknad fått løfte fra kong Fredrik VI om at han ville bestille noen malerier av ham fra reisen. Han hadde på den tiden begynt å selge malerier, og hadde egne inntekter å bygge på (Aubert 1920:40).
[xxv] Johann Christian Klengel (1751-1824), tysk landskapsmalerk, professor ved akademiet i Dresden.
[xxvi] Caspar David Friedrich (1774-1840), tysk landskapsmaler. |
[xxvii] Ingen Wertin er funnet.
[xxviii] Karl Johann Fahlcrantz (1774-1861), svensk landksapsmaler, influert av Ruisdael, Everdingen og Claude Lorrain, akademiprofessor i Stockholm fra 1815.
[xxix] Jens Juel (1745-1802), dansk portrettmaler, medlem av akademiet i København fra 1782, professor der i 1784, og direktør fra 1795.
[xxx] Anakreontisk: lystig, galant.
[xxxi] Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853), dansk maler, professor ved kunstakademit i København fra 1816, direktør fra 1827-29. Regnes som en av de største danske malere i første del av 1800-tallet, gjerne kalt «gullalderen» i dansk kunst.
[xxxii] Christian August Lorentzen (1749-1828), danske portrettmaler, medlem av kunstakademiet i København fra 1784, professor i modellskolen fra 1803, fungerte et par år som akademiets direktør. Laget en suite over Holbergs komedier.
[xxxiii] Johan Niklas Byström (1783-1848), svensk billedhugger, oppholdt seg de fleste år i Roma, ble professor ved kunstakademiet i Stockholm i 1832. Han eide et marmorbrudd i Carrara.
[xxxiv] Samuel Mygind (1784-1817), dansk maler. Wikipedia.org.
[xxxv] Christian Gottlieb Krantzenstein Stub (1783-1816), dansk maler, først og frems portretter. Ble medlem av akademiet i København i 1813. Wikipedia.org.
[xxxvi] Adriaen van der Werff (1659-1722), hollandsk maler. Wikipedia.org.
[xxxvii] Per Hörberg (1746-1816), svensk bonde og historie- og genremaler, som først som 37-årig kom til Stockholm for å gå på kunstakademiet. Ble medlem av akademiet i 1796.
[xxxviii] Aloys Hirt (1759-1837) var tysk arkeologiprofessor og kunsthistoriker. Mest kjente bok: «Die Geschicte der Baukunst der Alten». Bidro vesentlig til det arkeologiske museum i Berlin.
[xxxix] Vitrivius Pollio, romersk arkitekt og ingeniør. Mest kjent for 10-bindsverket «De architectura». Første og andre bind, utgitt i 1796 av August Rode, forelå i Tegneskolens boksamling som nr. 16.
[xl] Ludvig Mariboe (1781-1841) var danskfødt forretningsmann, som lenge gjorde det godt økonomisk i Norge. Han ble norsk patriot, satt på Stortinget i to perioder, ivret for et norsk bankvesen etc. Tittelen «Capitain» visere til at han var leder for en borgerbevæpning, og ikke militær. NBL.
[xli] I følge Krogvig 1918 begynte undervisningen 13. januar 1812 og sluttet 1. oktober 1814. Johan Fredrik Wilhelm d’Unker hadde vært lærer de årene. Han opprettholdt for private midler undervisningen en tid etter 1814, men den var avsluttet da Tegneskolen ble etablert. En del av undervisningsmateriellet ble overført til Tegneskolen.
[xlii] Generalmajor Benoni Aubert (1768-1832), ingeniøroffiser og banebrytende innenfor kartlegging og
oppmåling i Norge. Bergraad Christian Ancher Collett (1771-1833) var bergråd og statlig konsulent i bergverkssaker, og virket også som arkitekt. Jacob Munch (1776-1839) var utdannet ingeniør fra Krigsskolen, hadde derfra tittelen kaptein, fikk senere akademiutdannelse som maler, og ble nærmest en hoffmaler for Karl Johan. Alle tre: Norsk Biografisk Leksikon (NBL).
[xliii] Heinrich August Grosch (1763-1843), tyskfødt grafiker og maler, utdannet ved akademiet i København. Lærer ved skolen frem til 1840. Etablerte en kunstskole i Halden i 1811, tegnet senere Norges første pengesedler. Han sønn Christian Heinrich gikk på Tegneskolens første kull, ble siden Norges ledende arkitekt og lærer ved skolen. NBL.
[xliv] Ingeniørkaptein Theodor Christian Broch (1796-1863), norsk ingeniøroffiser og arkitekt. NBL.
[xlv] Johannes Flintoe (1786-1870), norsk maler. En av de første som laget bilder fra høyfjellet i Sør-Norge. Norsk kunstnerleksikon.