Treschow og Linstow om kunst

Diskusjonen mellom Treschow og Linstow i 1820

Underlag for fremleggelse på faglunch Høgskolen i Telemark, Bø, 29.11.04

Bakgrunn

Stortinget bevilget i 1818 penger til opprettelse av en midlertidig Tegneskole i Christiania.

I 1821 skulle Stortinget ta standpunkt til den endelige etableringen, en stor årlig bevilgning til skolens drift og et større engangsbeløp for å få den etablert.

Neils Treschow

Filosofen Niels Treschow var statsråd i Departementet for Kirke- og Undervisninssaker fra 1814 til 1822. Det var han som skulle ta standpunkt til forslaget om opprettelsen av noe som han måtte vite i realiteten var et kunstakademi. I boken ”Lovgivnings-Principier eller om Staten i Forhold til Religion, Sæder og Cultur”, utgitt i Christiania i 1820, skriver han om statens forhold til kultur og kunst.

Hans Ditlev Fransicus Linstow

Linstow var dansk adelsmann, som hadde slått seg ned i Norge etter 1814. Han hadde utdannelse fra akademiet i København, Krigsskolen i Christiania og fra Bergverksskolen i Kongsberg. Han var en av de fire initiativtakerne til Tegneskolen og dens første sekretær. I 1823 ble han engasjert som arkitekt for Slottet. På Tegneskolens første årsfest i 1820 holdt Linstow en tale, som i en avis ble referert slik:

Her udviklede Brigade-Auditeur Linstow i en saare skjøn Tale Konsternes viktigste indflydelse i det borgerlige Liv og dets mangehaande Forholde; … det er på Konsten Haand i Haand med Videnskaben … at Fædrelandets Haab paa en lykkeligere Fremtid kan hvile.

Talen kan også leses som et tilsvar til statsråd Treschows syn på kunst og kunstskoler, som fremkom i hans bok ”Lovgivningsprinciper” (Treschow 1820). Jeg har derfor stilt utdrag av de to tekstene opp mot hverandre.

1 Om Kultur og politikk

Treschow

Første kapittels første paragraf heter: ”Statens Endemaal er Cultur” (:1).

ethvert Folks saavel indvortes Fuldkommenhed som udvortes Velstand er grundet på Cultur. Maatte denne Grundsetning paa Folkets Repræsentanter og paa dets Regjering aldrig tabe sin Indflydelse!

Med kultur forstår Treschow den ”indvortes Fuldkommenhed”, ”Forstandens og Hjertets regelmæssige Dannelse” (:54), ”Menneskers Opdragelse til Viisdom og Dyd” (:55).

Samfunnet, eller med Treschows ord, ”det menneskelige Selskab”, går

ud paa at uddanne sig til Fuldkommenhed efter en Idee, der med Selskabets Fremgang stedse mere udvikler sig, og i samme Forhold gjør Enhver, som arbeider derpaa, mere skikket til i Verket selv at efterligne den (dvs. ideen. DS) at ingen endelig og forgængelig Gjenstand kan tilfredsstille Menneskets uendelige Længsel

Staten bør arbeide for at denne åndsdannelsen ”bliver grundig og almindelig, saa at den for det første omfatter det hele Menneske og dernæst udbreder sig til alle Medlemmer av en Stat”.

Linstow

Men Velstand og timelig Veltilfredshed, om end Betingelser for en høiere Forædling, kunne ikke være Menneskehedens høieste Formaal. Staterne blomstrer ved Individuernes Industrie og Cultur (flittighet og åndsdannelse. DS).

2 De nyttige og de skjønne kunster

De skiller begge mellom de skjønne og de nyttige kunster.

Treschow

De skjønne Kunstner have altid været agtede som langt ædlere end de mechaniske …de nyttige:

Da nemlig Reglerne, hvorefter de (skjønne kunster) maae rette sig, ei hentes af Noget, der er uden for dem selv, eller af deres Brugbarhed for en annen dem uvedkommende Tings Skyld: da Verket selv og dets Udførelse i Lighed med den Idee, der tjener det til Mønster, er Kunstens eneste Øiemed,

De skjønne kunster må heller ikke bringes ned på det nyttiges nivå:

De, der i Poesie, Veltalenhed, Maler- og Billedhugger- eller i Tonekunsten og Mimiken også mindre see på Skjønhed end på Nytte, mindre paa Noget Ideal, som en lykkelig Genius har opfundet, end paa den gemene Natur, Tidsalderens Luner og falske Smag, nedværdige ligeleedes deres Kunst til en blot mechanisk Ferdighed. (369-70)

Han stiller spørsmålet ”Hvoraf (den skjønne) Kunsten har sit rette Værd”.

Af en langt anden Aarsag ere de skjønne Kunster enhver Borgerven kjære. De staae i en meget nær Forbindelse med den høieste Videnskab, med Religion og Sæder, fordi de, ligesom disse, ere et Hovedmiddel til Cultur. Kunstens Væsen, har man sagt, bestaaer i at efterligne, man har lagt til, Naturen. (:370-71) da derimod de mechaniske Kunster ei ligeledes arbeide for deres egen Skyld, men for at opnaae noget andet, uden hvilket deres Verker intet Øiemed kunde have

Linstow

Den indflydelse de nyttige Kunster have paa Samfundets udvortes Vel, som dog sikkert vilde lede de flestes Dom til deres Fordel, har været overseet, og de frie Kunsters indvortes Værd, og den Vexelvirkning, hvori de staae til Videnskaberne, have ikke Alle fattet.

Linstow trekker frem Videnskaberne som det formidlende ledd mellom de nyttige og de frie kunster, mellom det udvortes vel og det indvortes verdi.

3 Kunst som imitasjon

Treschow

Treschow kommentrerer oppfatningen av kunstens oppgave som imititasjon.

disse virkninger af Kunstværkers Betraktning synes ei at være saaledes beskafne, at de for Statsøiemedet kunne være særdeles viktige … Er det derimod den skjønne Natur, hvis Efterligning udgjør Kunstens egentlige Formål, saa er den dette (altså viktig for staten. DS), formodentlig just fordi den er skjøn. Skulde der uden for Naturen i Ideen være noget skjønnere; saa vilde den (altså kunsten. DS) rimeligviis endnu mere stræbe at fremstille dette for Tilskuernes Øine. (:371)

Det er altså ikke den skjønne kunstens evne til etterligningen som i seg selv er verdig statlig støtte, det er dens evne til å etterligne det skjønne i naturen, fordi denne skjønnheten viser til ideen bak, de høyeste verdier.

Linstow

Linstow må forsvare imitasjonen, fordi pedagogikk hviler på kopiering av forbilder og gjengivelser ”efter” naturen.

Er de nyttige Kunsters Udbredelse saaledes ønskelig, da maa ogsaa Erhvervelsen af de Færdigheder og af de Hjælpemidler, uden hvilke den menneskelige Opfindsomhed Intet vilde udrette, være ønskelig; og hvilket Hjælpemiddel er mere almindeligt og mere uundværligt i alle Kunsters Udøvelse end Tegning? Ved den øves Øiet i at bedømme Forhold, ved den hendrages Opmærksomheden paa den uendlige Harmonie, Naturen har udbredt i dens synlige Former fra den organiske Naturs betydningsfuldeste Frembringelse, det menneskelige Legeme, til den mest uformelige Jordklump. Ved Tegnekunsten opbevares i Hukommelsen, hvad Opfindsomheden i lykkelige Øieblikke har frembragt, og som, uden dens Hjelp, det følgende Øiebliks Forestillinger vilde fortrænge og begrave i Forglemmelse. Hvad Bogstavet er for Tanken, er Tegnekunsten for Indbildningskraften; og saaledes bliver Tegnekunsten endog uundværlig som Hjælpemiddel for Videnskaberne,

4 De nyttige kunsters åndelige, dvs. kulturelle verdi

Treschow

Mange har argumentert for ”de nyttige Kunsters” åndelige verdi, mener Treschow, men

Thi da man ikke nægter, men meget mere er stolt af at kunne vise alle nyttige Kunsters og Beskæftelsers Viktighed for Menneskets aandelige Dannelse, og det tilforn (altså foran. DS) er beviist, at hverken Magelighed eller Nydelse i sig selv har nogen Værd, saavidt begge ved Kunstflid maa erhverves; saa vil man formodentlig desto lettere indrømme, at hine Kunsters Nytte allene bør bedømmes i Forhold til hint ædlere og nødvendige Maal: hvoraf da tillige følger, at de derefter ogsaa bør forandres, indskrænkes eller udvides.

Linstow

De nyttige Kunster og Opfindelser bortrydde alle Hindringer for den intellectuelle Virksomhed, men hermed er ikke Menneskets Tragten tilfredsstillet. Med Frihed vaagner Stræben efter noget Uforgjengeligt. Det Foranderlige erholder kun Værd som Stof til noget høiere. Det opstaar en uforklarlig Længsel efter en Tilstand, hvori alle Fornødenheder ere Tilfredsstillede, enhver Strid opløst i velgjørende Fred, og Materiens indskrænkende Virkning overvunden ved Aandens Magt.

Linstow hylder de nyttige kunsters betydning for utviklingen av landet, for menneskets beherskelse av den stridige naturen og dens krefter. ”Det er Kunsten”, sier han bl.a., ”som abner Havnens sikkre Tilflugt i Farens Stund for den dristige Seiler, som sætter den ødeleggende Flom Grændser, og lader velsignede Agre fremblomstre, hvor uden den kun vilde Dyr fandt et Tilflugtssted”. Hvor ville mennesket være, dersom det ”ikke besad Kunst og Videnskab til at beherske Naturens Kræfter og at anvende dem til dets Vel?” (:73).

Kunsten har først samlet Menneskerne, Kunsten nøder Naturen til at tjene dem til Fornødenhedernes Tilfredsstillelse. Kunsten gjør Tilværelsen frydefuld, idet den sysselsætter Virksomheden og aabner flere Livskilder. Tilfredshet frembragt ved egen Kraftanstrængelse knytter nøiere det selskabelige Baand, og jo flere Livskilder der aabnes, desto mere udvikles den menneskelige Natur sin Bestemmelse i møde. Det lykkelige, sig ved Livet frydende Menneske, bliver tillige bedre. Det er ikke Indskrænkning, Ubekjentskab med Fornødenheder og nødtvungen Resignation, som leder til det Gode, …

…i Nødens og Trængslernes Dage ere Menneskerne slettere end sædvanlig. Da vaagner Egennytten og lav Egoisme fortrænger Selskabelighedens Elementer, og den, i det mindste instinctmæssige Velvillie, som forener dem. Kunsten, som lærer at anvende Naturens Kræfter og bearbeide dens Frembringelser til Livets Beqvemmeligheder, medfører altså et Gode, som selv bør være Øiemed: Tilfredshed, Cultur og derved mulig blivende høiere Moralitet. (:74)

Saaledes Indvirkning paa Nationernes Velfærd har Kunsten. Saaledes er det den, som har hævet dem fra en Tilstand, hvori faae, næsten dyriske Fornødenheder bleve tilfredsstillede, til en saadan hvori de intellectuelle Kræfter frit og ubehindret af udvortes Trængsler kunne træde i Virksomhed. (Krogvig:75)

5 De skjønne kunsters etiske fundament

Treschow

Linstow

Da er det Mennesket i Phantasiens Rige søger at finde, hvad den virkelige Verden nægter ham. Han skaber sig af sit Indre en Verden af Ideer, og en høiere Tilværelse aabenbarer sig gjennom Digterens Sange og Kunstnernes Værker. Ja sande maa vi Corregios Digters betydningsfulde Ord:

”Kunst er den skjønne Bro Regnbuen,

som forbinder Jorden med den hvalte Himmel”

Linstow trekker frem Dahls høye moral, ”hans ædle Hjertes Renhed”, han har alltid hjulpet sin trengende far og vist takknemmlighet overfor sine velgjørere,

som ved den første Understøttelse gave ham Leilighed til at offre sit Liv til Kunsten. Saaledes er hans Vandel reen og ædel. Den står i nøie Forbindelse med hans Kunstnerliv; thi Kunstens høie Idee undfanges kun i en reen og ufordærvet Sjæl.

Det er som Linstow prøver å overbevise Treschow om at siden ”Statens endemaal er Cultur”, og kunsten fremmer kulturen, så bør staten støtte kunstskolen. Hadde Norge hatt en kunstskole, ville denne rene og ufordervede sjel idag ganske sikkert arbeidet i og for Norge! ”Havde Norge haft en Dannelsesanstalt for Kunstens Dyrkere, da vare hans Læreaar henrundne i hans Hjem” (:82). Og selv om Norge ikke kan lønne kunstnere høyt, så er ikke det så viktig, for

Det er ikke Rigdom og forfængelige jordiske Gaver Kunstneren tragter efter; det Forgjængelige har for ham intet ubetinget Værd; han lever og føler sin Tilfredshed, lig Raphael, i sin himmelske Idee,- men han søger deltagende Hjerter, som forstaae og fatte det Sprog, Kunsteren taler gjennom sin Pensel eller sin Meisel. Og hvor skulle vi blandt os finde saadanne, saalænge ingen Anledning gives til at vække den hos Mange slumrende Kunstsands. (Krogvig:83)

6 Statens ansvar for de skjønne kunster

Treschow

Treschow spør: Hvorfor Staten har om Kunstens Fremgang at bekymre sig? Han mener man kan skjelne det skjønne fra det uskjønne og mener man da tar i bruk de høyere eller finere sanser, syn og hørsel, som har nærmest ”Sammenhæng med vort høiere Vesen, med Fornuften selv” (:372). Følelsen av det skjønne ”grunder sig på en dunkel Ahnelse eller Idee”, og denne kan vel ikke være noen annen enn ideen om

Orden, Hensigtsmessighed, det Gode, absolut Reale og Fuldkomne? Hvor alle disse Ideer ere utbredte i Naturen, der blive de os klarere, der drage de hjertet til sig og vække inderlig Kjærlighed for de med os saa nære forvante Gjenstande. (:372)

Hvad der i denne Sindets Tilstand alene kan gjøre det tunge Legeme noget lettere, vårt nærværende Opholdsted mindre mørkt og ubehageligt, vore Beskæftelser mindre kjedsommelige er deels den Lighed, vi i den os omgivende Natur undertiden opdage med en oversandselig Verdens rene Idealer, deels en forskjønnende Kunst, ved hvis Hjelp man selv kan indrette mange Ting paa en hermed nogenledes overeensstemmende Maade (:374)

7 Staten som kunstens mesen og oppsynsmann

Treschow

Men kunsten kan etter Treschows mening ikke være helt fri. Staten må føre oppsyn med kunstnere (:375). Kunstverk som sårer den moralske følelse må ikke tåles.

Roes og Beundring maatte ei uden Forskjel paa deres sædelige Bivirkninger vederfares alle Geniets Producter, men dets Misbrug og Udsvævelser straffes med fortjent Ringeagtelse.

I likhet med andre straffer kunne slike gjerne være fastlagt i lov.

Det bliver Staten lettere at føre saadant Opsyn over de skjønne Kunster, naar disse just af hiin (det vil si av Staten. DS) have de fleste Opmuntringer og Belønninger at vente. Hvor private Personer ere rige nok til ved deres Gunstbeviisninger at gjøre Kunsten blomstrende, der er den og en Slave af Forfængelighed, Lyster, Moder og en ofte meget fordærvet Smag.

”Luxus fordærver Kunsterne” mener Treschow. Han tror derfor ikke på noen sammenheng mellom kunstens blomstring og samfunnets privatøkonomiske velstand.

Man bør altsaa forebygge, at Kunsten ikke nødes til i Vellysts og Ødselheds private Tjeneste at udarte. Den er værd, at Staten selv tager sig den an, og, i det den kraftig understøtter, ei tillader den at lade sig misbruge. Men Usædeligt i Kunst er alt hvad der strider mod Velanstændighed, hvis Grændser SkjønhedsTeorien eller Critiken maa bestemme. Derfor kan Kunsten ei bestaae uden Videnskab, og derfor gives der ingen ægte Kunstner uden videnskabelig Dannelse. De skjønne Kunster er frie. Denne Frihed kan ei betages dem, uden at de maae udarte. Alligevel synes Staten med Rette heri at kunne blande sig, og det paa en dobbelt Maade, nemlig deels ved ei at opmuntre eller belønne noget andet Verk eller Talent end hvad den finder tjenligt til sit Øiemed, dernæst ved ingen Slags Usædelighed at skaane endog i Kunsten selv, ja der saameget mindre som Lasten herved bliver farligere eller mere førførisk end den ellers vilde være.

8 Statens ansvar for kunstundervisning og kunstskoler

Treschow

Underviisnng i Kunster og Videnskaber bør være offentlig, det vil sige: Staten bør sørge for, at Enhver nyder den Underviisning, han behøver eller fornuftigviis kan attraae. Den har ifølge deraf ogsaa Ret til at paasee, at den gives og meddeles i Overensstemmelse med det Øiemed, for hvis Skyld alene det er Statens Pligt at befordre den.

Med henvisning til kunstskoler skriver han:

Ved Kunstens Udøvelse selv trænger man ei til anden Anvisning end den der gives i Verkstederne eller under Prøverne. Hvad man derimod forud og ellers behøver at vide bestaar deels i Kundskab om de bedste Mestere og deres Verker, fornemmelig ved Anskuelse, deels i den æsthetiske, historiske og øvrige videnskabelige Forberedelse, hvilken de Unge baade som Kunstens Elskere og især som dens Dyrkere fra andre Skoler maae medbringe. Til det første er Kunstsamlinger ligesaa fornødne som Bogsamlinger for andre Lærde: begge bør Staten til almindeligt Brug anskaffe. Til det andet ere Kunstskoler efter mine Tanker hverken fornødne eller hensigstsmæssige.

De talenter som oppdages i den vanlige skolen, og som ”til nogen Kunsts Udøvelse af Naturen selv synes at være kaldet” må da sendes til de steder hvor de foruten vanlig skoleundervisning også kan få se ”levende Exempler og ved de for Kunsten viktigste Kundskabs-Grene til deres nærmeste Bestemmelse kunne blive tilbørlig forberedte”,

Hvorefter de selv under en berømt Mester maatte lære de Haandgrep og forskaffe sig den Færdighed, de fremdeles kunne behøve. Kun i det Tilfælde, at saadan Mester ei er at finde, bliver det for Staten nødvendigt at indrette en besynderlig Skole, hvilket herved kan skee, at den veed at forskaffe Mænd, som, imedens de frembringe Verket, ogsaa forstaae at danne baade sine Redskaber, Medhjelpere og Efterfølgere. Planen til Kunstneres Dannelse synes derfor at kunne lægges saa. Den almindelige og besynderlige Skjønheds Theorie foredrages ved Universitetet, følgelig tillige med Anvendelse paa de forskjellige Kunster, der høre til denne Classe. Hvad anden Kundskab kan bidrag til deres Fuldkommenhed, det vil man af de physiske, mathemathiske og historiske Videnskabers Foredrag kunne lære; hvoraf enhver Studerende, følgelig ogsaa de kommende Kunstnere, vil søge at tilegne sig det især, der mest nytter til hans Forehavende. (:458-59)

Linstow

Høit blusser Frihedsluen i hele Europa, og overalt yttrer sig en betydningsfuld Stræben efter at gjenvinde Livet en Foreningspunct, som det siden Middelalderens kraftfulde Dage har maattet savne. Viktig og betydningsfuld er denne Tidspunct ogsaa for os. Staten har formet sig i en Forfatning, som aabner Aandskræfterne en frie Virkekreds. En høiskole (Universitetet. DS) have vi seet reise sig blandt vore Fjelde. Nu er Øieblikket for Haanden, da udviklingen skal tage en bestemt Retning. Lader os benytte den gunstige Stund. Tiden er en Sibylla, som, naar hendes Offer ikke modtages, stedse byder mindre, men fordrer en høiere Pris. Lader os hylde Kunsten, den høie og herlige, som fra Himlen rækker sin lysende Haand mod Jorden.

I evig Vexelvirkning staar Videnskaberne og Kunsten til hverandre. Hine gjøre Kunsten indholdsrig, dennes velgjørende Indflydelse er det som er os Borgen, at ikke Videnskaberne vorde et Kundskabstræ, hvis Frugt udspreder Fordærvelse over Slægten.

Maa det da ikke være et almindeligt Ønske, at en Skole for Kunsten, et Foreningspunct for alt stort og fortræffeligt i Kunstens Rige bliver grundfæstet. Dobbelt ønskeligt nu da Universitetets Stiftelse bebuder videnskabelig Culturs Udbredelse hos Nationen?

| Til toppen |